Fra den løsningsfokuserede blog

Denne uge har jeg blogget på den løsningsfokuserede blog om en lille distinktion i en spørgsmålstype og peger på, hvilken stor forskel denne lille forskel kan gøre. Indlægget "At spørge til 'det mindste' eller at spørge til 'det største'" finder du ved at klikke på billedet. Læs, reflektér og kommentér gerne - og glæd dig så til næste gæsteblogger Peter Szabo, der udgiver d. 2. februar.

7 dage fra nu....

Den næste uge er der for alvor travlt i firmaet. To store begivender fylder min kalender og jeg har glædet mig længe til begge. I morgen flyver jeg til EBTA-konference i Wien, hvor praktikere indenfor den løsningsfokuserede tilgang på det sociale og terapeutiske område mødes. Det er et gensyn med mange venner og en tid med både fagligt og socialt indhold. To møder fylder mine tanker: the knitting workshop og mødet i ICTG, International Cooperation Task Group.

Strikke-workshoppen holder jeg sammen med en belgisk veninde og fagfælle. Vores fælles passion for strikning har ført til studiet af strikketerapi, og på workshoppen skal deltagere både strikke og se film - og vi skal naturligvis koble strikketerapi sammen med den løsningsfokuseret tænkning.  Du kan allerede nu få en teaser til filmen om Nina, og hendes lidenskab, strikning. 

Udover strikning glæder jeg mig til mødet i ICTG - det fora, hvor repræsentanter fra forskellige land i og udenfor Europa mødes og udveksler erfaringer om udviklingen af den løsningsfokuserede tilgang rundt om i verden. De sidste par år har udviklingen og interessen været stigende i for eksempel de baltiske lande og bestyrelsen i EBTA har understøttet dette ved at undervise i Riga. Det er godt med sådanne tiltag, og godt med et internationalt netværk.

Den anden helt store begivenhed som styrer de næste 7 dage er besøget af Elliott Connie og hans 2 dages workshop omkring "Løsningsfokuserede samtaler med forældre og par". Elliott flyver direkte ind fra Texas, og skal også se lidt af København. På nuværende tidspunkt er der næsten 60 tilmeldte deltagere, så mandagen skal gå med at lave navne skilte og få diplomerne på plads. Det bliver er par gode dage - 7 gode dage venter forude, jeg glæder mig.

Sommeren er forbi nu, - og hva' så?

Kalenderen siger august, og skolen begymder - vi ved alle, at det betyder sommeren går på held og september banker på. Hvordan gik den egentlig den sommer? - Fik du set det du ville? - fik du hørt din melodi? For mit eget vedkommende har sommeren i år været ulig alle andre. Først og fremmest fordi min far døde i begyndelsen af juli, han var syg og det var ikke uventet, men alligevel bliver et par uger præget af det. Sydens sol gjorde mig godt, og et par uger i sverige, langt inde i skoven gav ro og langsommelighed. 

Så jeg skal ikke klage..... og så alligevel, sad jeg på feriens sidste dag og småbrokkede mig over, at sommeren alligevel havde overhalet mig indenom. Det var ting jeg ikke havde nået, og som jeg vidste ville få betydning for mit 'efterårs-afsæt´ - det handlede om at rydde op! En masse bunker lå og ventede på at blive sorteret og jeg vidste, at det ville tage tid, at jeg ville 'forsvinde ned i dybet' af små lapper og noter, men jeg vidste også, hvilken lettelse og frihed, det ville være, når 'the job was done'.

'Mission almost compleeted' - jeg mangler de nye mapper, men sikken en rejse det førte mig på: Jeg begyndte med den lille arkivskab, hvor der hang hængemapper fra 'da ruderkonge var knægt'; sorteret i bla. JURA, LEDELSE, BØRN & FAMILIER, DET SYSTEMISKE, BOGEN, UNDERVISNING, BRØNDBY, KRISECENTRET, BUTIKKEN. På en måde var det en palet over et mangeårigt arbejdsliv med arbejdspladser og et gensyn med interessefelter, - mit faglige udviklingsforløb fra den spirende interesse for det systemiske, - fra 'hard core' jura, - fra 'lidelses'-forløb på arbejdspladser, - fra den vej jeg troede jeg sku' gå, - fra det jeg syntes andre skulle lære eller vide. 

JURA-mappen er tømt, alle love ændres alligevel og alt er på nettet, og jeg har ikke længere tid til at revidere patientpjecer eller andre sjove opgaver, jeg har løst. UNDERVISNING røg ned til BØRN & FAMILIE for det var mest det, jeg underviste om, og LEDELSE blev fusioneret med DET SYSTEMISKE, da jeg ikke kan forestille mig, at ledelse kan være andet end tanker om systemer af kollegaer, op og ned, og på kryds og tværs. 

BOGEN er gemt, for der er enestående materiale, og allerede én ny mappe er kommet til: SOLUTIONSBYWULF - altså de mapper, kasser, tidskriftholdere har jeg alle steder, men det er jo oprydningstid og dermed også tid for at sammenlægge. For tiden kræver mindre papir, og jeg kræver mere overblik. På én måde er det ikke så svært, for mit fokus er blevet mindre, men ligesom man skal vælge i grøntafdelingen mellem, æbler, bananer, appelsiner, pærer, mango mm. så finder man ud af, at når man har valgt æblet, så er der flere sorter at vælge imellem: Granny Smidt, Pink Lady, Gråsten, Ingrid Marie og hvad de ikke hedder allesammen. Og på samme måde er det for mig med det løsningsfokuserede: nu deles det op i undermapper om Signs of Safety, WoWW, Reteaming, BRIEF, Parterapi, Litteratur etc. Alligevel er det mere overskueligt og jeg nyder at have fundet en vej, min vej. 

Jeg har målt min bunke: 73 cm papiraffald sorteret ud af clips og charteqs samt nok 5 cm lagt til makulering, - det var mine 'lidelses'-historier om uretfærdighed og urimelighed, - men de er uendelige ubetydelig nu, for det skaber ingen mening at dvæle ved en negativ fortid, jeg ved, hvilke ressourcer og styrker jeg har brugt for at komme videre, det er dem jeg vil huske. Det er befriende at have skilt sig ad med 'gamle skeletter', der har bulret fra arkivskabet, - det er en lettelse af tilgive tidligere chefer og kollegaer for dumheder og det er berigende at opdage, at jeg kan selv. Således opløftet tager jeg fat efter sommerferien, hvor mange nye vinde vil blæse. 

Pr. 1. August er Henrik Christensen blevet fuldtidsansat og over efteråret lancerer vi vores nye tilbud: LØFT-skolen. Samtidig byder efteråret på den enestående workshop om SOLUTION BUILDING COUPLE THERAPY med Elliott Connie samt i november Harry Korman og taler om MIKROANALYSE. Det bliver en spændende tid med både 'nyt og gammelt', med udvikling og forandring, som jeg glæder mig til. Nyd sensommeren - det vil jeg gøre. 

Anne-Marie 

 

At bruge uden at blive brugt...

I sidste uge sagde jeg farvel til en af mine supervisionsgrupper. Vi har mødtes ca. hver 5. uge i 1 ½ år og nu var det tid til at tage afsked. Gruppen har fået mulighed for et længere kursusforløb i kollegial supervision, så selvfølgelig skal det prøves af. 

Men inden vi kom til evaluering af forløbet, blev et interessant dilemma bragt op; en medarbejder havde været på hjemmebesøg hos en borger med en samarbejdspartner og borgeren havde under mødet drukket 4 øl. Selvom projektet henvender sig til misbrugere, er det ikke et behandlingstilbud, men et frivilligt tilbud om støtte til at komme nærmere behandling og/eller beskæftigelse. Medarbejderen var så frustreret over at blive tilskuer til et menneske, der ikke var ved sine fulde fem og som på den måde i hans tilstedeværelse 'forværrede' sit liv. Det førte til en god drøftelse af, hvor ens personlige og professionelle grænser går og dilemmaet mellem på den ene side, at have behov for et planlagt møde afholdes og på den anden side ikke at accepterer borgerens adfærd under mødet. 

Og det har stor betydning i sådanne sager, at borgeren ofte er henvist fra Jobcentret uden egentligt at vide, hvad han er henvist til og hvad formålet er - det er 'bare' nogle fagpersoner, der kan støtte i eks. at søge tandlægehjælp eller opskrivning til bolig. Det får stor betydning for borgerens ejerskab af de forandringer, systemet gerne vil have skal ske. For hvad er borgerens forandrings ønsker? Når vi skaber ejerskab, skaber vi også motivation og engagement og sandsynligheden for at borgeren medskaber forandringer er større. Uden dette ejerskab bliver det sociale arbejde alt for præget af de professionelle og systemets forestiling om, hvad de mener, der bør ske for borgeren. For at skabe ejerskab må vi tage udgangspunkt i borgerens ønske om en fremtid, - om det han ønsker anderledes i sit liv. Vi er derfor nødt til at tale med den enkelte om i sit liv og om sine fremtidsønsker  - alternativt handler vi på vores forforståelse af, hvad vi mener, tror, tænker, føler borgeren har brug.

I gruppen havde man oprindeligt ønsket løsningsfokuseret supervision for på den måde, at få større kendskab til tilgangen samtidig med, at den enkelte supervisand også får fokus på også egne styrker og kompetencer. Det giver energi og håb ind i socialt arbejde med en tungt belastet gruppe medborgere. Så, inden vi rundede af, spurgte jeg gruppen, hvad de hver især tog med fra forløbet. Her er hvad de svarede: 

  • jeg har mere energi og går altid opløftet fra supervision
  • hver gang bliver jeg mindet om samtaleteknikkerne, - de er svære, men en reminder til, hvordan jeg forsøger at bruge dem. 
  • jeg er begyndt at tænke mere i ressourcer og styrker hos borgerne.
  • det er meget konkret med redskaber og spørgsmål jeg direkte kan bruge i mit faglige arbejde. 
  • du har fokus på fremtiden og det giver mig et perspektiv i arbejdet med mine borgere. 

Det gør mig naturligvis glad og tilfreds, og giver anledning til, at jeg kan reflektere over, hvad jeg tager med derfra; det er blandt andet, at jeg igen og igen bekræftes i, at der er så mange fagfæller, der knokler med seje udfordringer under nogle gange vanskelige forhold i et system, der ikke altid skaber mening. Det er ildsjæle, der brænder for at gøre forskelle, og vi har et fælles ansvar for at sikre, at ingen brænder ud.....

Hvilken bog tror du, jeg læser først?

Hvilken bog tror du, jeg læser først?

Derfor er pauser, som sommerferie en nødvendighed. Det er tid til genopladning og genopdagelse af egne kompetencer og styrker, af egne værdier og meningsskabende systemer. I år er der 2 bøger med på charterturen: "New Delhi- Borås" - den utrolige historie om inderen som cyklede til kærligheden i sverige, og "Solution Focused Practice" skrevet af min gode ven Guy Shennan, UK - en hands on konkret bog om det løsningsfokuserede arbejde ude i praksis. 

Hav en skøn sommer

Anne-Marie

 

Katrine, Anders og Søren - tre unge på vej...

Sikke en dag, - jeg har været sammen med tre unge mennesker, der i den grad 'kæmper' med at finde deres plads i livet. Dagen begyndte med mit møde med Katrine, der er i begyndelsen af 20'erne. Jeg har tidligere fortalt om Katrines bagrund, hvor hun blev smidt ud hjemmefra, som 14-årig, hvor på døgninstituion, hvor hun blev udsat for krænkelser og som 15-årig måtte klare sig alene i egen bolig. Katrine havde ringe forudsætninger for det tidlige voksenliv, havde ingen penge og kørte ofte med tog uden billet. Idag har hun en gæld hos SKAT på 86.000 for kontrolafgifter, lidt medielicens og et par bøde samt renter. Hun har fået afslag på ansøgningen om eftergivelse af gælden, og det piner hende i den grad, at hun har så stor en gæld. Hun oplever, at hendes vanskelige ungdom 'forfølger' hende og hun har svært ved at komme videre.

Idag ringede jeg så til SKAT, mens vi sad sammen, og spurgte til muligheden for at Katrine alene betalte afdrag og man så bort fra renterne. MEN, I tror det er løgn, her er hvad de sagde: Katrines gæld vokser hver måned med ca 550 kr (renten er omkring 8,6 % p.a.) og SKAT tilbageholder i hendes uddannelsesydelse (5.900 kr brutto pr. måned) 361 kr. pr. månd, som altså ikke en gang svarer til de renter, gælden vokser med. DET ER FULDSTÆNDIGT HOLD I HOVEDET... - og jeg bliver så harm over, at lovgivningen på den måde modarbejder Katrines muligheder for at blive gældfri - for som gældfri, falder skuldrene, hovedet kommer op og selvtilliden vokser. Renten kan ikke 'stilles i bero', når det omhandler kontrolafgifter og medielicens, og også derfor kan de inddrives. HVEM GIDER LAVE DET OM - NU!

Vejret vendte og solen brød frem, da jeg ankom til Tisvilde med Søren og August, - og så selvfølgelig Karla-hunden :-) Søren har for ca 10 år siden boet i Tisvilde, og vi havde aftalt en tur, hvor han kunne gense hjemme, og vise mig området. Forleden dag overraskede han mig dog med ordene: altså, hvis der er andre, der vil med, så er det okay! Så jeg sprugte August, der lige er flyttet hjemmfra, og han sagde ja tak. Se, det er første gang jeg på den måde, bringer borgere sammen i en aktivitet, men mit kendskab til dem begge gjorde, at jeg var fortrøstningsfuld og tryg ved set-up'et. 

Søren har sine diagnoser, - men pyt med det. Han er glad for dyr, og den hund han havde, han har ikke noget at fylde hverdagen ud med, han holder af natur og af at cykle, han spiller computer men mest PS - og han bor hjemme og vil gerne flytte. 

August har sine diagnoser - men pyt med det. Han er glad for dyr, og den hund han har hos forældrene. Han har ikke noget at fylde hverdagen ud med, han holder af natur og af at lave parkour, han spiller computer, og lidt PS - og det er én uge siden, han flyttede i egen bolig. 

Så, der var lidt at snakke om og August er snaksagelig, Søren forsøgte med et par spørggsmål. Men, vi kunne hygge os sammen, - gå tur langs vandet sammen, - slå smut sammen, - grine ad Karla sammen, - spise is og drikke sodavand sammen, - sidde i bilen sammen, - snakke om naturen sammen. Det helt afgørende var, - AT VI KUNNE VÆRE SAMMEN. At både Søren og August havde en jævnaldrende at være sammen med, havde uden tvivl en stor betydning, og jeg ved, at det bliver meget lettere for dem at mødes igen, når vi i SOLUTIONSBYWULF holder fælles aktivitetsdag for de borgere, vi menterer. 

En dag med tre unge mennesker på vej i livet, unge med udfordringer og som ikke 'bare' kan påbegynde en uddannelse eller tage et arbejde. Unge, der har brug for et velfærdssystem, der kan støtte, guide og være tålmodige og ikke stille krav, presse eller ligefrem besværliggøre et ønske om at betale, hvad man skylder!!

På farten.... - en flig af en supervisionsstund

Igår superviserede jeg 2 grupper sociale mentorer. Det er fagfolk, der dagligt arbejder med de mest udsatte borgere i DK, - det er psykisk syge, misbrugere, mennesker med traumer og tab og kombinationen af det hele. De gør et imponerende stykke arbejde og måske ikke så sært, oplever de ind imellem frustration og afmagt over systemet, egen utilstrækkelighed og borgernes manglende evne / lyst / vilje / motivation til at skabe forandringer. 

Sådan havde Jette det igår, hvor hun beskrev, at hendes ambitioner på vegne af en borger ikke matchede hans motivation og handlekraft. Hun var så irriteret og frustreret over "hvorfor han ikek bare kunne"... Jette arbejder bedst med 'fart på'', vil gerne skabe resultater og vil gerne være den forskel som gør en reel forskel. Som hun selv sagde: "jeg har været der før, jeg brænder ud, det skal gå for stærkt og det er kun de store forandringere der tæller. Jeg har brug for at se de små skridt, sætte tempoet ned og sige til mig selv, at det er ok at køre 90 i inderbanen". 

Og igår brugte jeg teamet som co-supervisorer, dvs. de skulle hver i 2-3 min. skrive ned egne erfaringer og nyttige redskaber. Bagefter delte vi denne viden, og Johannes sagde til Jette: Jette, nogle gange når man kører, så er der vejarbejde, hvor du SKAL sænke farten af hensyn til både dig selv og de andre billister og hvis du kører for stærkt dér, så går det galt. For at passe på hinanden, er vi nødt til at tage hensyn, og stoppe når der er rødt." Og jeg kunne ikke havde sagt det bedre - faktisk er det kun en kollega, der kan sige det så direkte og præcist til en anden kollega. Og på den måde blev erfaringer delt, oplistet, grupperet og sorteret og vi fortsatte næste del af teamsupervisions processen. 

Et lille appendix til mit besøg hos dem, er opslaget ude på toilettet :-)

Mille kom forbi...

Ind i mellem har man en samtale, som sætter sig på nethinden, - en samtale, hvor man bare ved, at den kommer til at gøre en forskel for os begge. Sådan en samtale havde jeg i sidste uge med Mille. Hendes far havde ringet, hun havde haft rigeligt med psykologsamtaler og 17 år gammel instisterede Mille på at prøve noget andet. En sund og klog reaktion, - at når det man gør ikke virker, så forsøger man noget andet.

Som i enhver løsningsfokseret samtale, begyndte jeg med at spørge Mille, hvad hun gerne ville have ud af vores samtale, - hvad kunne være et resultat af vores snak, som fik hende til at sige; "det var godt jeg brugte den time på at tale med Anne-Marie". 

Mille svarede uden tøven; "jeg vil gerne have mere selvtillid og så vil jeg gerne lære at sig 'nåh', - være mindre ensom og alene og jeg vil gerne ... jeg er ret aggressiv, kaster med tingene, altså det har jeg aldrig gjort og jeg fortryder jo bagefter, så jeg vil gerne være ikke være så aggressiv". Samme fik vi formuleret hendes mål og ønsker for fremtiden til følgende: 

  • større tro på mig selv
  • tage tingene lidt lettere
  • mere glad og rolig

Og jeg gentog mit spørgsmål til Mille; "så hvad ku' være et resultat af vores samtale, som fortæller dig, at det var godt vi talte sammen?" - og hun svarede; "at jeg kan gå herfra mere rolig i min mave og i mit hoved" - og hendes skuldre faldt ned. Vi talte en flig om det, fik flere beskrivelser og på et tidspunkt spurgte jeg Mille; "hmm, jeg tænker at stille dig et lidt mærkeligt spørgsmål, vil det være i orden?" - hun nikkede og jeg fortsatte, "så, om en halv time, der omkring, så går du herfra og tager hjem til din mor, du spiser og gør, hvad du plejer at gøre om aftenen, og på et tidspunkt går du i seng, Og mens du sover, så sker der et mirakel, men du ved det ikke for du sover. Og på et tidspunkt....." - Mille sad helt fremme på sofaen, kiggede direkte på mig og afbrød mig, mens hun hviskende sagde: "hva' er miraklet? - Miraklet er, at det vi nu har talt om, med større tro på dig selv, du tager tingene lettere og er mere glad og rolig, det er sket - men du ved det jo ikke, for du har sovet. Hvad vil være det første lille tegn for dig, når du vågner, at der er sket et mirakel?".... Jeg holdt vejret, lyttede, observerede for mirakelspørgsmålet skal behandles med en vis ydmyghed. Mille sad i sofaen, tårerne trillede langsomt ned ad hendes kinder og hun begyndte at beskrive, hvordan hun ville gå hen til spejlet, se sig selv, smile og gengælde spejlbilledets smil. Hun fortalte, at hun ville være glad for at se sig selv, at hun dernæst ville gå op til sin mor og sige; "godmorgen mor", mens hun lavede en imødekommende gestus med armene. Mille foldede sin "mirakelmorgen" ud med mikrobeskrivelser, som gav et visuelt billede til hende af den morgen. Det var meget bevægende og tydeligt, at jeg sad overfor en ung pige med længsel, - efter 'sit gamle liv' med kærlige relationer, aktiviteter med venner, glæde og meget andet. 

Og vi formulerede en skala, hvor 10=hendes mirakelmorgen med større tro på sig selv, mere glad og rolig, og hvor hun tog tingene lettere. Jeg spurgte, hvor på skalaen hun var, og Mille svarede; "altså lige nu, eller idag eller, hvad mener du.... - og efter min præcisering svarede hun; "hvis du spurgte mig i morges og de sidste par uger, ville jeg sige 1, jeg har virkeligt haft det dårligt så længe, er ikke glad, skændes med alle etc., men når du spørger mig nu, så er jeg på 4!!". Sammen afdækkede vi, hvad der lå mellem 1 og 4 og Mille listede op: "jeg har ikke ondt i maven mere, jeg har beholdt mine tights på i dag (hun havde ikke haft stramt tøj på længe), jeg er tilstede og mødte op idag, jeg har fortalt dig hvad og hvordan og du har lyttet til mig, jeg har haft 'åbne øjne' (hvilket betød direkte øjenkontakt, som hun havde undgået for en lang periode med folk), jeg VIL gerne og at jeg nu ER på 4...." og det sidste blev sagt med en vis fasthed i stemmen. 

Det var tydeligt på Milles beskrivelser og reflektioner, at hun - mens vi talte sammen - fik nuanceret billedet af sig selv, og fik øje på de skridt hun allerede havde taget, fik øje på egne styrker og ressourcer. Langsomt fandt hun ud af, at hun reelt selv kunne handle og havde indflydelse på sit liv og dets retning. Det var en markant forskel, og med Bateson i tankerne vidste jeg, at udvikling og forandring handlede om at skabe forskelle, men at den forskel skulle være 'passende', - ikke for stor og ikke for lille, men den skulle være 'fit' ind i Milles 'system'. Det betød også, at jeg straks vidste, at bevægelsen fra 1 til 4 ikke skulle udfordres yderligere, men fokus skulle være på fastholdelse. Så jeg spurgte Mille: 

"Hvad skal til for, at du kan blive på 4 på skalaen?" og Mille svarede: "Jeg vil holde fast i det, jeg føler lige nu, - jeg vil sige til mig selv hele tiden, at jeg SKAL blive på 4 og jeg vil (hvorefter hun refererede til noget tidligere i samtalen) hver aften skrive 3 ting i min notesbog, 3 ting som jeg har gjort den dag og som jeg er tilfredse med, stolt af eller glad for". Vi talte videre om, hvad det kunne være for denne dag og Mille sagde selv: "altså, jeg kan skrive idag, at jeg har haft tights på, .... og at jeg er kommet her,.....(- og vi efterlod idéer til, at der kunne dukke endnu en ting op i løbet af dagen). 

Endelig udfordrede vi undtagelser, som stunder hvor Mille havde oplevet dele af mirakelmorgenen, - og altså haft 'problemfrie stunder'. Mille fortalte meget rørende, at hendes mor for 2 uger siden havde haft fødselsdag, og at Mille var stået tidligt op, havde hentet morgenmad og glad sørget for en hyggelig morgen til moren, hvor hun havde kigget hende i øjnene og hygget sig med hende. Vi undersøgte også, hvad der netop idag havde gjort det muligt for Mille at tage tight på, - som hun sagde; "min veninde troede jeg joke'ede, "aaah du kan bare ta' dem i min taske" og det gjorde jeg altså, og min veninde troede ikk' sine egne øjne. Vi fik talt om flere undtagelser og listet op de styrker og kompetencer, som Mille gennem samtalen havde fortalte om. Mille er en pige, der er MODIG, har VILJESTYRKE, er meget STÆDIG og VEDHOLDENDE og vores snak kom omkring, hvordan de komptencer kan være hjælpsom for hende i at nå sine mål. 

Samtalen tog sin afslutning og vi gik sammen ud til Milles far, som havde ventet. Jeg sagde til Mille, som jeg altid siger, at; vi kan lave en ny aftale nu eller du kan vente og se, ringe hvis du får brug for det eller måske, der ikke er brug for flere samtaler. Under farens protester sagde Mille, at hun gerne ville vente, - gerne ville prøve selv og jeg bekræftede hende i, at hun havde mange komptencer, idéer og tanker til, hvad hun nu skulle gøre og at det var tilstrækkeligt. Hun skulle nok nok nå sine mål, fordi hun vidste, at hun kunne og hvad hun skulle. Faren var ikke helt overbevidst og spurgte Mille, om hun nu var sikker, og hun kiggede på ham og svarede:

"Ja, for jeg har ikke ondt i maven mere!" - og det var tydeligt, at han vidste hvad hun talte om, og han blev overrasket og lettet. Inden Mille gik ud af døren, faldt hun mig om halsen, næsten puttede sig ind til mig, og sagde stille 'tak' - og jeg gætter på, at vi dér begge vidste, at en sjælden samtale havde fundet sted. 

Samtalen med Mille er det, der gør, at jeg ind imellem hopper i vejret og smilende udbryder "YES" - når Mille kan, ved jeg, at andre kan, - at mennesket har potentialet i sig for at skabe de forandringer man ønsker. YES!!

 

 

 

 

 

LØFT kommunikationen

2 dage med fokus på kommunikation nærmer sig sin afslutning. Sammen med min samarbejdspartner Jesper Christinasen har vi været "rundt om Kommunikation" med 10 medarbejdere fra 'et sted' i Københavns Kommune. Vi har vekslet mellem øvelser på den ene side og små teoretiske input på den anden. Og masser af lege... sjove lege og her er en af dem, der altod vil kunne sætte gang i et selskab: Sæt jer på en rundkreds af stole med én mindre end I er, den 'tilovers blevne' stiller sig i midten og efter spørger noget hos de andre, eks. "jeg vil gerne ha'/se alle dem, der har en rød bil/været i biffen den sidste måned/ har 2 børn /etc. og når folk så rejser sig, så handler den om at tage en stol, og den der står tilbage spørger på ny. Man må ikke spørge om det indlysende, det alle kan se, eks, alle dem med bukser/briller på. Dén øvelse sætter gang i selskabet og får smilet frem. 

At få smilet frem skaber god energi og et afsæt for at arbejde med seminarets tema. Gruppearbejde omkring forståelse og præcisering af det abstrakte begreb kommunikation gør det mere nærværende og konkret. Mange var optaget af 'situationsbestemt kommunikation', dvs. hvordan taler man i bestemte sammenhæng, - andre havde stort fokus på at være anerkende og konstruktiv i feedback til kollegaer. Altsammen elementer der vidner om, at der er medarbejdere, der er ansvarlige og engagerede ift. arbejdspladsen, dens trivsel og kommunkation. Efterfølgende   arbejdede grupper med hvad der allerede virker på arbejdspladser, og både Jesper og jeg bliver imponeret af dels det øje medarbejderne har for positive adfærd på et mikro plan og dels den variation der er i elementer der virker. Der er så meget at holde fast i og fortsætte med at gøre. 

Fra morgenstunden idag har vi rettet blikket på de styrker og kompetencer, der er hos den enkelte gennem en øvelse med 'ressource'-shower. Forinden har vi kort talt kommunikation udfra en systemisk og assertiv reference for at skabe et multivers også her på det at kommunikere. Det er vel nok en af menneskehedens største udfordring, - at skabe meningsfulde anerkende kommunikationsfora, hvor vi lytter og respekterer i en åben og ærlig tone og ikke kæmper om retten til 'at have ret', men for alvor forstår, at vi hænger sammen i et større system - jorden ' hvor vi indbyrdes og gensidigt påvirker hinanden. Sådan er det også på en arbejdsplads, i en familie, en fodboldklub etc. At kende vores styrker og kompetencer gør det nemmere at ændre adfærd, - at kende vores destination, gør det nemmere at nå målet og - at holde fast i det der virker, gør det lettere at skabe positive forandringer i den ønskede retning. Sammen med medarbejderne skal vi nu bruge eftermiddagen på at sætte små 'eksperimenter i søen', som kan afprøves når de er tilbage i hverdagen. Et par dage med enthusiatiske mennesker giver inspiration  og jeg bevæger mig glad videre til morgendagens løsningsfokuserede konference i København, men kan I altid høre mere om.....

Ord skaber virkelighed
— Wittgenstein


LØFT med LISE

Jeg havde igår en samtale med Lise, som jeg er mentor for. Lise er 63 år og bor med sin mand. Lise og jeg snakker sammen hver 2. uge, og sidste gang var lige efter påske. På det tidspunkt fortalte Lise, at hun havde været syg i påsken, haft det svært og for første gang aflyst påskefrokost for børn og børnebørn. Lise var nået dertil at, "nu må det være nok, det er mig der bestemmer" sagde hun, mens hun bankede i bordet. Hun havde budt sig selv for meget i for lang tid, synes hun og hun ønskede det anderledes. Vi satte ønsker om for en foretrukken fremtid, hvad der skulle være anderledes.

Og i går besøgte jeg Lise igen. Meget var forandret, og hun havde glædet sig til jeg kom. Glædet sig til at fortælle, at hun: - havde været hos lægen og fortalt hun havde droppet psykolog og at hun havde fået det meget bedre (han havde nikket anerkendende og sagt, at han først ville se hende om 2 måneder), - hun havde været på biblioteket og lånt lydbøger (og som manden sagde, tidligere ville Lise nok have ventet udenfor på mig til jeg kom, og vi havde så fulgtes derind, men denne gang var hun gået ind og selv ledt rundt), - hun havde været i haven med familien, plantet og hygget sig. Hendes voksne datter havde sagt, at hun havde fået sin 'gamle mor' igen og Lise beskrev, hvordan de sammen som tidligere havde haft grineflip. Og Lise fortalte , at hun nu: føler større tryghed, trækker vejret lettere, hviler mere i sig selv, oplever sine følelser mere autentiske og får i hverdagen øje på flere ting. Jeg spurgte, hvad det mon var lægen havde set, der gjorde, at han først ville se hende om 2 måneder, og hun mente, at han havde set, hun var mere tryg og sikker - det gjorde hende mere udadvendt, hun var gladere, havde lettere til latter, snakkede mere og hun var mere interesseret og åben.

Lise kiggede på mig og sagde: jeg er havnet på mine fødder og det er din fortjeneste. Jeg måtte forsikre hende om, at det er hende der har knoklet og udviklet sig, - jeg har som sædvanligt blot stillet mærkelige spørgsmål :-) Mens jeg var dér ringede datteren og spurgte, om de skulle shoppe næste dag, købe nyt tøj til en familiefest. Lise fortalte mig bagefter, at hun nu havde lyst til at forkæle sig selv, - og ikke havde shoppet tøj i mere end 2 år, men i morgen sku' det være. "Jeg har livslyst" - og bedre kan det vist ikke blive. Lise er allertiders eksepmpel på, at løsningsfokuserede samtaler skaber menneskelig udvikling :-)

What a day...

Idag blev LØFT-huset og vores lokaler indviet med bravour. Jeg tror omkring 40-45 mennesker har været forbi og det har været en fornøjelse af vise frem, byde på lidt mundgodt, skænke vin i glassene, sludre med gamle bekendte  - og blot nyde dagen. 

Samtidig kom den nye brochure på gaden, hentet hos trykkeren kl. 10 og den tager afsæt i den nye hjemmeside - samme foto på forsiden, så der kan skabes genkendelse :) Og alt i mens festivitas var i gang, blev Karla-hunden passet af Søren, som jeg er mentor for. Han nyder hundens selskab og havde gået en lang tur med hende. Karla hjælper til med at bryde hans ensomhed og isolation, og han vokser af den tillid, der bliver vist ham ved at han må passe hunden. Jeg håber, vi på sigt kan skabe nogle muligheder for Søren, så han kan komme til at beskæftige sig mere med dyr.

LØFT-huset

Vi flytter ind i egne lokaler og indvier LØFT-huset fredag d. 24. april med en reception. Lige nu bruger vi tiden på at indrette vores "Business"-room, Retro-lounge og Ikea-family-stuen. Vi glæder os meget til, at byde velkommen i lokalerne, hvor vi fremover vi huse forskellige løsningsfokuserede aktiviteter arrangeret ikke kun af SolutionsbyWulf, men også andre LØFT-samarbejdsparter. Udvikling af nye tiltag og metoder vil blive en del af fremtiden, og vil henvende sig til både borgere, samarbejdspartnere samt alle med lyst til udvikling og forandring. 

Velkommen Henrik

Så begynder en ny æra for SolutionsbyWulf- pr. 1. november er Henrik Christensen ansat som konsulent i firmaet. Henrik er uddannet pædagog, løsningsfokuseret terapeut og igang med en coaching uddannelsen hos Solution Surfers DK. 

Henrik skal blandt andet varetage mentor- og coachingopgaver, og sammen skal vi supplere hinanden og udvikle nye tiltag.

Det er en kvalitetssikring jeg længe har ønsket, og med Henriks kompetencer er SolutionsbyWulf endnu længere fremme i feltet, som en faglig kompetent leverandør og underviser indenfor den løsningsfokuserede tilgang. 

Facetune.jpg