I sidste uge sagde jeg farvel til en af mine supervisionsgrupper. Vi har mødtes ca. hver 5. uge i 1 ½ år og nu var det tid til at tage afsked. Gruppen har fået mulighed for et længere kursusforløb i kollegial supervision, så selvfølgelig skal det prøves af.
Men inden vi kom til evaluering af forløbet, blev et interessant dilemma bragt op; en medarbejder havde været på hjemmebesøg hos en borger med en samarbejdspartner og borgeren havde under mødet drukket 4 øl. Selvom projektet henvender sig til misbrugere, er det ikke et behandlingstilbud, men et frivilligt tilbud om støtte til at komme nærmere behandling og/eller beskæftigelse. Medarbejderen var så frustreret over at blive tilskuer til et menneske, der ikke var ved sine fulde fem og som på den måde i hans tilstedeværelse 'forværrede' sit liv. Det førte til en god drøftelse af, hvor ens personlige og professionelle grænser går og dilemmaet mellem på den ene side, at have behov for et planlagt møde afholdes og på den anden side ikke at accepterer borgerens adfærd under mødet.
Og det har stor betydning i sådanne sager, at borgeren ofte er henvist fra Jobcentret uden egentligt at vide, hvad han er henvist til og hvad formålet er - det er 'bare' nogle fagpersoner, der kan støtte i eks. at søge tandlægehjælp eller opskrivning til bolig. Det får stor betydning for borgerens ejerskab af de forandringer, systemet gerne vil have skal ske. For hvad er borgerens forandrings ønsker? Når vi skaber ejerskab, skaber vi også motivation og engagement og sandsynligheden for at borgeren medskaber forandringer er større. Uden dette ejerskab bliver det sociale arbejde alt for præget af de professionelle og systemets forestiling om, hvad de mener, der bør ske for borgeren. For at skabe ejerskab må vi tage udgangspunkt i borgerens ønske om en fremtid, - om det han ønsker anderledes i sit liv. Vi er derfor nødt til at tale med den enkelte om i sit liv og om sine fremtidsønsker - alternativt handler vi på vores forforståelse af, hvad vi mener, tror, tænker, føler borgeren har brug.
I gruppen havde man oprindeligt ønsket løsningsfokuseret supervision for på den måde, at få større kendskab til tilgangen samtidig med, at den enkelte supervisand også får fokus på også egne styrker og kompetencer. Det giver energi og håb ind i socialt arbejde med en tungt belastet gruppe medborgere. Så, inden vi rundede af, spurgte jeg gruppen, hvad de hver især tog med fra forløbet. Her er hvad de svarede:
- jeg har mere energi og går altid opløftet fra supervision
- hver gang bliver jeg mindet om samtaleteknikkerne, - de er svære, men en reminder til, hvordan jeg forsøger at bruge dem.
- jeg er begyndt at tænke mere i ressourcer og styrker hos borgerne.
- det er meget konkret med redskaber og spørgsmål jeg direkte kan bruge i mit faglige arbejde.
- du har fokus på fremtiden og det giver mig et perspektiv i arbejdet med mine borgere.
Det gør mig naturligvis glad og tilfreds, og giver anledning til, at jeg kan reflektere over, hvad jeg tager med derfra; det er blandt andet, at jeg igen og igen bekræftes i, at der er så mange fagfæller, der knokler med seje udfordringer under nogle gange vanskelige forhold i et system, der ikke altid skaber mening. Det er ildsjæle, der brænder for at gøre forskelle, og vi har et fælles ansvar for at sikre, at ingen brænder ud.....
Hvilken bog tror du, jeg læser først?
Derfor er pauser, som sommerferie en nødvendighed. Det er tid til genopladning og genopdagelse af egne kompetencer og styrker, af egne værdier og meningsskabende systemer. I år er der 2 bøger med på charterturen: "New Delhi- Borås" - den utrolige historie om inderen som cyklede til kærligheden i sverige, og "Solution Focused Practice" skrevet af min gode ven Guy Shennan, UK - en hands on konkret bog om det løsningsfokuserede arbejde ude i praksis.
Hav en skøn sommer
Anne-Marie