Om solveig  

Jeg er uddannet psykolog med særlig interesse for at arbejde løsningsfokuseret. Jeg blev præsenteret for den løsningsfokuserede samtale på psykologistudiet og siden af Karl Tomm på Calgary Family Center, hvor min nysgerrighed især blev rettet mod, hvilke spørgsmål der har potentiale til at være særligt hjælpsomme. Resultatet blev senere en studierejse med det specifikke formål at fordybe mig i den løsningsfokuserede teori og dens anvendelse hos Elliott Connie og siden er jeg startet efteruddannelse på Dansk Løsningsfokuseret Institut for at fortsætte denne fordybelse.

Som cand.psych er jeg blevet præsenteret for en mangfoldighed af teorier og sandheder inden for det psykologiske felt. Dette har givet mig en bred viden, men har også gjort mig optaget af ikke at reducere verdens kompleksitet til afgrænsede og utilstrækkelig kasser og regler, men i stedet tage afsæt i unikke lokalt forankrede sandheder, og hvad disse gør muligt her og nu og i fremtiden.

Jeg har erfaring med at tale med mennesker i mange forskellige livssituationer, både voksne og børn, individuelt og i deres familier. Særligt gennem kontakt med handlede kvinder, anbragte børn og mennesker på flugt er jeg blevet optaget af indflydelsen af menneskers håb i svære livsomstændigheder. Dette førte til mit afsluttende speciale om netop håb, dets betydning og hvordan den løsningsfokuserede samtale styrker håb.