Igår superviserede jeg 2 grupper sociale mentorer. Det er fagfolk, der dagligt arbejder med de mest udsatte borgere i DK, - det er psykisk syge, misbrugere, mennesker med traumer og tab og kombinationen af det hele. De gør et imponerende stykke arbejde og måske ikke så sært, oplever de ind imellem frustration og afmagt over systemet, egen utilstrækkelighed og borgernes manglende evne / lyst / vilje / motivation til at skabe forandringer.
Sådan havde Jette det igår, hvor hun beskrev, at hendes ambitioner på vegne af en borger ikke matchede hans motivation og handlekraft. Hun var så irriteret og frustreret over "hvorfor han ikek bare kunne"... Jette arbejder bedst med 'fart på'', vil gerne skabe resultater og vil gerne være den forskel som gør en reel forskel. Som hun selv sagde: "jeg har været der før, jeg brænder ud, det skal gå for stærkt og det er kun de store forandringere der tæller. Jeg har brug for at se de små skridt, sætte tempoet ned og sige til mig selv, at det er ok at køre 90 i inderbanen".
Og igår brugte jeg teamet som co-supervisorer, dvs. de skulle hver i 2-3 min. skrive ned egne erfaringer og nyttige redskaber. Bagefter delte vi denne viden, og Johannes sagde til Jette: Jette, nogle gange når man kører, så er der vejarbejde, hvor du SKAL sænke farten af hensyn til både dig selv og de andre billister og hvis du kører for stærkt dér, så går det galt. For at passe på hinanden, er vi nødt til at tage hensyn, og stoppe når der er rødt." Og jeg kunne ikke havde sagt det bedre - faktisk er det kun en kollega, der kan sige det så direkte og præcist til en anden kollega. Og på den måde blev erfaringer delt, oplistet, grupperet og sorteret og vi fortsatte næste del af teamsupervisions processen.
Et lille appendix til mit besøg hos dem, er opslaget ude på toilettet :-)
