Jeg havde igår en samtale med Lise, som jeg er mentor for. Lise er 63 år og bor med sin mand. Lise og jeg snakker sammen hver 2. uge, og sidste gang var lige efter påske. På det tidspunkt fortalte Lise, at hun havde været syg i påsken, haft det svært og for første gang aflyst påskefrokost for børn og børnebørn. Lise var nået dertil at, "nu må det være nok, det er mig der bestemmer" sagde hun, mens hun bankede i bordet. Hun havde budt sig selv for meget i for lang tid, synes hun og hun ønskede det anderledes. Vi satte ønsker om for en foretrukken fremtid, hvad der skulle være anderledes.
Og i går besøgte jeg Lise igen. Meget var forandret, og hun havde glædet sig til jeg kom. Glædet sig til at fortælle, at hun: - havde været hos lægen og fortalt hun havde droppet psykolog og at hun havde fået det meget bedre (han havde nikket anerkendende og sagt, at han først ville se hende om 2 måneder), - hun havde været på biblioteket og lånt lydbøger (og som manden sagde, tidligere ville Lise nok have ventet udenfor på mig til jeg kom, og vi havde så fulgtes derind, men denne gang var hun gået ind og selv ledt rundt), - hun havde været i haven med familien, plantet og hygget sig. Hendes voksne datter havde sagt, at hun havde fået sin 'gamle mor' igen og Lise beskrev, hvordan de sammen som tidligere havde haft grineflip. Og Lise fortalte , at hun nu: føler større tryghed, trækker vejret lettere, hviler mere i sig selv, oplever sine følelser mere autentiske og får i hverdagen øje på flere ting. Jeg spurgte, hvad det mon var lægen havde set, der gjorde, at han først ville se hende om 2 måneder, og hun mente, at han havde set, hun var mere tryg og sikker - det gjorde hende mere udadvendt, hun var gladere, havde lettere til latter, snakkede mere og hun var mere interesseret og åben.
Lise kiggede på mig og sagde: jeg er havnet på mine fødder og det er din fortjeneste. Jeg måtte forsikre hende om, at det er hende der har knoklet og udviklet sig, - jeg har som sædvanligt blot stillet mærkelige spørgsmål :-) Mens jeg var dér ringede datteren og spurgte, om de skulle shoppe næste dag, købe nyt tøj til en familiefest. Lise fortalte mig bagefter, at hun nu havde lyst til at forkæle sig selv, - og ikke havde shoppet tøj i mere end 2 år, men i morgen sku' det være. "Jeg har livslyst" - og bedre kan det vist ikke blive. Lise er allertiders eksepmpel på, at løsningsfokuserede samtaler skaber menneskelig udvikling :-)