Mille kom forbi...
Ind i mellem har man en samtale, som sætter sig på nethinden, - en samtale, hvor man bare ved, at den kommer til at gøre en forskel for os begge. Sådan en samtale havde jeg i sidste uge med Mille. Hendes far havde ringet, hun havde haft rigeligt med psykologsamtaler og 17 år gammel instisterede Mille på at prøve noget andet. En sund og klog reaktion, - at når det man gør ikke virker, så forsøger man noget andet.
Som i enhver løsningsfokseret samtale, begyndte jeg med at spørge Mille, hvad hun gerne ville have ud af vores samtale, - hvad kunne være et resultat af vores snak, som fik hende til at sige; "det var godt jeg brugte den time på at tale med Anne-Marie".
Mille svarede uden tøven; "jeg vil gerne have mere selvtillid og så vil jeg gerne lære at sig 'nåh', - være mindre ensom og alene og jeg vil gerne ... jeg er ret aggressiv, kaster med tingene, altså det har jeg aldrig gjort og jeg fortryder jo bagefter, så jeg vil gerne være ikke være så aggressiv". Samme fik vi formuleret hendes mål og ønsker for fremtiden til følgende:
- større tro på mig selv
- tage tingene lidt lettere
- mere glad og rolig
Og jeg gentog mit spørgsmål til Mille; "så hvad ku' være et resultat af vores samtale, som fortæller dig, at det var godt vi talte sammen?" - og hun svarede; "at jeg kan gå herfra mere rolig i min mave og i mit hoved" - og hendes skuldre faldt ned. Vi talte en flig om det, fik flere beskrivelser og på et tidspunkt spurgte jeg Mille; "hmm, jeg tænker at stille dig et lidt mærkeligt spørgsmål, vil det være i orden?" - hun nikkede og jeg fortsatte, "så, om en halv time, der omkring, så går du herfra og tager hjem til din mor, du spiser og gør, hvad du plejer at gøre om aftenen, og på et tidspunkt går du i seng, Og mens du sover, så sker der et mirakel, men du ved det ikke for du sover. Og på et tidspunkt....." - Mille sad helt fremme på sofaen, kiggede direkte på mig og afbrød mig, mens hun hviskende sagde: "hva' er miraklet? - Miraklet er, at det vi nu har talt om, med større tro på dig selv, du tager tingene lettere og er mere glad og rolig, det er sket - men du ved det jo ikke, for du har sovet. Hvad vil være det første lille tegn for dig, når du vågner, at der er sket et mirakel?".... Jeg holdt vejret, lyttede, observerede for mirakelspørgsmålet skal behandles med en vis ydmyghed. Mille sad i sofaen, tårerne trillede langsomt ned ad hendes kinder og hun begyndte at beskrive, hvordan hun ville gå hen til spejlet, se sig selv, smile og gengælde spejlbilledets smil. Hun fortalte, at hun ville være glad for at se sig selv, at hun dernæst ville gå op til sin mor og sige; "godmorgen mor", mens hun lavede en imødekommende gestus med armene. Mille foldede sin "mirakelmorgen" ud med mikrobeskrivelser, som gav et visuelt billede til hende af den morgen. Det var meget bevægende og tydeligt, at jeg sad overfor en ung pige med længsel, - efter 'sit gamle liv' med kærlige relationer, aktiviteter med venner, glæde og meget andet.
Og vi formulerede en skala, hvor 10=hendes mirakelmorgen med større tro på sig selv, mere glad og rolig, og hvor hun tog tingene lettere. Jeg spurgte, hvor på skalaen hun var, og Mille svarede; "altså lige nu, eller idag eller, hvad mener du.... - og efter min præcisering svarede hun; "hvis du spurgte mig i morges og de sidste par uger, ville jeg sige 1, jeg har virkeligt haft det dårligt så længe, er ikke glad, skændes med alle etc., men når du spørger mig nu, så er jeg på 4!!". Sammen afdækkede vi, hvad der lå mellem 1 og 4 og Mille listede op: "jeg har ikke ondt i maven mere, jeg har beholdt mine tights på i dag (hun havde ikke haft stramt tøj på længe), jeg er tilstede og mødte op idag, jeg har fortalt dig hvad og hvordan og du har lyttet til mig, jeg har haft 'åbne øjne' (hvilket betød direkte øjenkontakt, som hun havde undgået for en lang periode med folk), jeg VIL gerne og at jeg nu ER på 4...." og det sidste blev sagt med en vis fasthed i stemmen.
Det var tydeligt på Milles beskrivelser og reflektioner, at hun - mens vi talte sammen - fik nuanceret billedet af sig selv, og fik øje på de skridt hun allerede havde taget, fik øje på egne styrker og ressourcer. Langsomt fandt hun ud af, at hun reelt selv kunne handle og havde indflydelse på sit liv og dets retning. Det var en markant forskel, og med Bateson i tankerne vidste jeg, at udvikling og forandring handlede om at skabe forskelle, men at den forskel skulle være 'passende', - ikke for stor og ikke for lille, men den skulle være 'fit' ind i Milles 'system'. Det betød også, at jeg straks vidste, at bevægelsen fra 1 til 4 ikke skulle udfordres yderligere, men fokus skulle være på fastholdelse. Så jeg spurgte Mille:
"Hvad skal til for, at du kan blive på 4 på skalaen?" og Mille svarede: "Jeg vil holde fast i det, jeg føler lige nu, - jeg vil sige til mig selv hele tiden, at jeg SKAL blive på 4 og jeg vil (hvorefter hun refererede til noget tidligere i samtalen) hver aften skrive 3 ting i min notesbog, 3 ting som jeg har gjort den dag og som jeg er tilfredse med, stolt af eller glad for". Vi talte videre om, hvad det kunne være for denne dag og Mille sagde selv: "altså, jeg kan skrive idag, at jeg har haft tights på, .... og at jeg er kommet her,.....(- og vi efterlod idéer til, at der kunne dukke endnu en ting op i løbet af dagen).
Endelig udfordrede vi undtagelser, som stunder hvor Mille havde oplevet dele af mirakelmorgenen, - og altså haft 'problemfrie stunder'. Mille fortalte meget rørende, at hendes mor for 2 uger siden havde haft fødselsdag, og at Mille var stået tidligt op, havde hentet morgenmad og glad sørget for en hyggelig morgen til moren, hvor hun havde kigget hende i øjnene og hygget sig med hende. Vi undersøgte også, hvad der netop idag havde gjort det muligt for Mille at tage tight på, - som hun sagde; "min veninde troede jeg joke'ede, "aaah du kan bare ta' dem i min taske" og det gjorde jeg altså, og min veninde troede ikk' sine egne øjne. Vi fik talt om flere undtagelser og listet op de styrker og kompetencer, som Mille gennem samtalen havde fortalte om. Mille er en pige, der er MODIG, har VILJESTYRKE, er meget STÆDIG og VEDHOLDENDE og vores snak kom omkring, hvordan de komptencer kan være hjælpsom for hende i at nå sine mål.
Samtalen tog sin afslutning og vi gik sammen ud til Milles far, som havde ventet. Jeg sagde til Mille, som jeg altid siger, at; vi kan lave en ny aftale nu eller du kan vente og se, ringe hvis du får brug for det eller måske, der ikke er brug for flere samtaler. Under farens protester sagde Mille, at hun gerne ville vente, - gerne ville prøve selv og jeg bekræftede hende i, at hun havde mange komptencer, idéer og tanker til, hvad hun nu skulle gøre og at det var tilstrækkeligt. Hun skulle nok nok nå sine mål, fordi hun vidste, at hun kunne og hvad hun skulle. Faren var ikke helt overbevidst og spurgte Mille, om hun nu var sikker, og hun kiggede på ham og svarede:
"Ja, for jeg har ikke ondt i maven mere!" - og det var tydeligt, at han vidste hvad hun talte om, og han blev overrasket og lettet. Inden Mille gik ud af døren, faldt hun mig om halsen, næsten puttede sig ind til mig, og sagde stille 'tak' - og jeg gætter på, at vi dér begge vidste, at en sjælden samtale havde fundet sted.
Samtalen med Mille er det, der gør, at jeg ind imellem hopper i vejret og smilende udbryder "YES" - når Mille kan, ved jeg, at andre kan, - at mennesket har potentialet i sig for at skabe de forandringer man ønsker. YES!!