Jeg er trukket indendørs med mere tid til at tænke og skrive :-) Derfor denne anden artikel om, hvordan den løsningsfokuseret tilgang let bliver "infiltreret" af andre idéer, andre måder at arbejde på. Og de særegne karakteristika ved tilgangen kan ikke tydeliggøres nok: der er fortsat brug for præcisering og afklaring af den løsningsfokuseret tilgang, og en af mine antagelser til dette er, at der endnu ikke i DK - i modsætning til eks. England, Sverige og Finland - er tilstrækkeligt veluddannede løsningsfokuserede praktikere. Det betyder, at jeg sammen med et par andre nu taler om "Løsningsfokuseret Signs of Safety", forbi skemaet, strukturen med "de tre søjler og hvad vi vil se ske" mange steder i praksis bruges på en ikke-løsningsfokuseret måde, men mere som et strukturelt redskab i et (netværks)møde.
De kollegaer, medarbejdere, fagfolk jeg møder har ofte nogen uddannelse / træning, men ofte i kombination med andet: sikkerhedsplaner, familiebehandling, netværksmøder, misbrugsbehandling eller nye projekter om tværfaglighed, borgerinddragelse mm. OG, det er intet galt i det, - det er bare sjældent nok til at få sans for de små, men signifikante distinktioner til andre praksisformer.
Skalaarbejde som eksempel
En af måderne disse små, men afgørende misforståelser viser sig på er eksempelvis i skalaarbejdet. Først og fremmest er der uklarhed omkring, hvordan skalaen defineres: alle kan lave skalaer, men de bliver kun løsningsfokuseret, når '10' som det mål vi arbejder i retning af, er formuleret løsningsfokuseret, dvs. som noget positivt attraktiv, vi gerne vil opnå, imodsætning til eksempelvis fraværet at noget (hold op med...). Der er stor forskel på at sige, 10=når du er mest ked af det og deprimeret, og 10=når du er så glad, som du gerne vil være, dér hvor du kan genoptage dit arbejde / kontakt med børn / undvære din medicin etc.
En anden misforståelse ligger i selv skala-arbejdet; hvad du gør med de placeringer du får. Og min erfaring er, at rigtig mange - og alt for mange, har fokus på at komme tættere på målet, tættere på '10' fremfor at undersøge fundamentet for en placering, eks. hvad gør at du er på 5 og ikke på 3? - hvad mere? - hvad mere? Det bliver ofte og meget hurtigt til,- og hvad skal du gøre for at komme op på 6? Alt for hurtigt, alt for resultatsøgende, og alt for kravstillende! Forandringsprocessen får en form for "stopklods" ind, når nogen begynder at stille krav og sige, hvad skal til for at komme højere op på skalaen, i langt de fleste tilfælde vil borgeren ikke vide det, for så havde han eller hun jo gjort det! Dette resultat- og meget målrettede fokus kalder vi blandt løsningsfokuserede praktikere for at arbejde Solution-Forced. Du forcerer borgerens arbejde, ofte ved at blive for fokuseret på at skabe forandringer, og vejen til en "handlings-plan" er tæt på: så dét gør du for at komme på 6, og 7 siger du, er når du gør sådan og sådan.... - jamen, så ved du jo, hvad der skal til for at nå dit mål: just go do it!!!
Solution-forced
En løsnings-forceret praktiker taget afsæt i nogle af de centrale løsningsfokuserede antagelser, eks. om at borgeren er ressourcefuld, - at borgeren definerer forandringsønsket, - at der altid er undtagelser fra problemet eller at borgeren altid ønsker at samarbejde.
Men den løsnings-forceret praktiker overfører ikke altid disse antagelser til praksis. I iver efter at identificere undtagelser eller skabe forandringer kommer man let til at negligere borgerens oplevelser af problemet eller tænke, at "med de ressourcer,burde det være let at gøre .......". Dette fører til, at praktikeren kører ud af sit eget spor i forsøg på at finde løsninger, mens klienten stadig står ved udgangspunktet, ikke føler sig hjulpet, ikke oplever sig hørt.
Vi får skabt samtaler, der ikke er en ko-konstruktion, og ikke samarbejdende proces, men nærmere må ses som praktikerens forsøg på at finde løsninger på nogle af klientens problemer, uanfægtet om det er disse problemer, klienten ønsker løst. Succeskriteriet for disse 'løsninger' er ikke særligt stort, da det jo i sagens natur ikke er borgeren, der ejer ønsker, men nærmere praktikeren.
* * * * *
Man kan også sige det på en anden måde: hvis du insisterer på at være eksperten, ikke anerkender og validerer borgerens ønske om forandring, ikke har en nysgerrig tilgang fra en ikke-vidende position, og kun stiller spørgsmål, du ønsker at bliver klogere af, og som ikke tager afsæt i borgerens svar - ja, så er du sikker på at arbejde Solution-Forced (og alt muligt andet også), men det er langt fra Solution-Focused, - det er ikke løsningsfokuseret. Der er en talemåde i 'the world wide solution-focused community' - jeg har desværre ingen reference:
"when ever you wanna go fast, go slow"
Men dette "Saying" hjælper ofte mig, - og mange andre med at holde fokus, og give sig selv tid til at tænke: tænke over hvad man netop har hørt borgeren sige, -tænke over hvad næste spørgsmål mon skal være, - og tænke over, hvordan netop det spørgsmål kan føre i retning af de forandringer borgeren ønsker. God fornøjelse med at..... go slow.
/ Anne-Marie
Reference:
Nylund, David & Corsiglia, Victor (1994): Becoming Solution Focused Forced in Brief Therapy: Remembering something important we already knew, Journal of Systemic Therapies,Vol. 13, No. 1.